Del |

Videosamtaler - en samtaleform

I en telefonsamtale gør vi kun brug af én sans – hørelsen. I en face-to-face-samtale bruger vi derimod flere sanser til at skabe os et sammenhængende billede af, hvad vores samtalepartner prøver at udtrykke. Det er vi vant til, og vi har nogle helt faste forestillinger om, hvad enkelte ansigtsudtryk, kropsbevægelser, lugte og berøringer betyder i sammenhæng med det, der bliver udtalt.

Forvirrende billeder
I videosamtalen har vi mulighed for at bruge to sanser – syn og hørelse. Det betyder, at hjernen prøver at bruge billedet til at understøtte det udtalte, på samme måde som det ville ske i en face-to-face-samtale.

Hvis billedet ikke lever op til de forventninger, vi har, kan det give nogle komplikationer. Det kunne f.eks være, hvis den ene part ikke oplever at blive set på, og derfor ikke føler, at hendes non-verbale udtryk bliver opfanget. Vi er vant til, at tolke på det, at vores samtalepartner kigger ned, på en bestemt måde. Det er bare ikke nødvendigvis den rigtige måde at tolke på i en videosamtale.

Det er ofte sådan, at videosamtaler ikke giver mulighed for direkte øjenkontakt, og det i stedet ser ud som samtalepartneren kigger ned.

Det er sådanne forhold, jeg har beskæftiget mig med i mit speciale ”Opmærksomhed og tilstedeværelse i videobaserede behandlingssamtaler”, hvor jeg ser på videosamtaler og face-to-facesamtaler i ambulant alkoholbehandling. Ved at sammenligne responstider i turn-taking-processer i videobaserede og face-to-face-samtaler er det tydeligt at se, at det er afgørende, hvordan man bruger videoudstyret i sin samtale. Hvis behandleren ikke er vænnet til brugen af udstyret – og til at guide klienten undervejs - kan der nemt opstå forstyrrelser i samtalen.

Vi oplever ikke de tilsvarende komplikationer i telefonsamtaler, da vi her kun kan høre, hvad der bliver sagt, og derfor ikke bliver forstyrret af andre sanseindtryk. Desuden er telefonsamtalen en samtaleform, de fleste har vænnet sig til – og derfor har opbygget regler for, hvordan f.eks turn-taking foregår.

Besværlig tryghed
At sanserne ikke har mulighed for at understøtte samtalen kan have både fordele og ulemper. Mange klienter i f.eks alkoholbehandlingen (som var grundlag for min undersøgelse) vil ofte føle sig mere trygge ved en samtale, hvor de kan ”gemme” sig bag et medie. Det gør det dog også mere besværligt for behandleren, da indtrykket af klienten kan blive svagere. Derfor udtrykker alkoholbehandlere tilfredshed med videomediet, da det giver mulighed for at vurdere klientens tilstand ud fra billedet, men stadig giver klienten mulighed for at begrænse sine udtryk.

Træn din samtale
Det fremgår også af undersøgelsen, at behandlere med erfaring med mediet, ikke oplever de samme udfordringer som nybegyndere. Ved at øve samtaleformen er det muligt for behandlerne at opnå en direkte tilgang til mediet, der betyder, at de ikke behøver så meget bevidst tankevirksomhed for at indgå i en samtale. Det betyder også, at de vil have lettere ved at guide klienten i brugen af mediet, så samtalen kan forløbe problemfrit.

Videobaseret samtalebehandling er hverken en telefonsamtale med billede eller en face-to-face-samtale over afstand. Det er sin egen kommunikationsform. Den skal derfor trænes som en sådan. Det er dog nogle ganske enkle procedurer, man skal lære, og selv en kort træningsperiode kan derfor give gode resultater.