Del |

Telemedicin plaget af sløje internetforbindelser

Huggende og hakkende billeder og lyd var noget af det en gruppe KOL patienter fra Kerteminde mødte, da de var med til at afprøve videobaseret genoptræning for hold i forsøget "online velfærd".

Internetforbindelserne er ganske enkelt for dårlige endnu hvis alle skal have glæde af den slags telemedicin, vurderer en forsker.

Målet var at give borgerne bedre service for færre penge, men missionen mislykkedes fortæller intern projektleder i Kerteminde Kommune Lene Høybye.

- Alle de omkostninger, der er til at drive systemet, indkøb af skærme og implementering og medarbejdernes forbrug, de overstiger egentlig den tid vi frigør ved ikke at skulle køre ud til borgerne. Så lige nu kan vi ikke spare ressourcer på det, siger Lene Høybye.


Dårlig forbindelse
Op i mod 1/3 af de 85 forsøgspersoner havde problemer med internetforbindelsen oplyser Kerteminde Kommune, og det overrasker ikke Michael Jensen, forsker på institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitetscenter.

- I Danmark er det således at næsten 60 procent af alle internetforbindelser er igennem telefonstikket. Og lige netop de internetforbindelser, der bliver leveret gennem telefonstikket, er der ikke overensstemmelse mellem det man kan modtage og det man kan sende med. Specielt halter det bagefter med sendehastigheden, siger Michael Jensen.

Det kan ifølge Michael Jensen ikke betale sig for teleselskaberne at lave lynhurtige internetforbindelser ude på landet. Så det har lange udsigter, hvis eksempelvis videokonsultation hos lægen eller langdistance-genoptræning via nettet skal blive noget for alle danskere.

- Rigtig mange steder, der vil man simpelthen ikke se de her investeringer blive foretaget, fordi tilbagebetalingstiden for mange af teleselskaberne vil simpelthen være for lang i forhold til at det kan betale sig, så der er lange udsigter, siger Michael Jensen.

Kerteminde har sammen med Greve, Åbenrå og Ålborg Kommuner afprøvet digital videokommunikation på en række omsorgsydelser. I dag afleverer de en evalueringsrapport om forsøget. 


Comments

MEDISAT har siden 2006 beskæftiget sig med telemedicin, og har opnået rigtig megen erfaring på dette område. Det er derfor vigtigt for os at knytte nogle kommentarer til P4’s artikel samt radiospot den 11. oktober 2012, idet vi på ingen måder er enige i de holdninger, der kommer til udtryk i hverken artiklen eller spottet.

Læs mere på http://www.presswire.dk/default.asp?o=1&pid=63823